Glasskabet
Grådighed er noget som vi allesammen har inde i os, et karaktertræk vi på hver vores måde besidder. Den forhindre os i at handle etisk korrekt og er medvirkende til at det er lysten der tager over og i stedet får os til at handle til vores egen fordel. Det er hvad fortællingen Glasskabet skildre. Glasskabet er en fortælling skrevet i 1847 af B.S. Ingemann.
Fortællingen handler om den grådige forretningsmand Mr. Seyfert hvis liv ender i ulykke, Mr. Seyfert bor i London og mister sin rige kone til døden. Og som skrevet på ægteskabskontrakten så går konens formue til familie, men ved hendes begravelse så undlader Mr. Seyfert at lade hende begrave. Han balsamerer sin kones lig i stedet og putter hende i et glasskab i hans sovekammer, og familien havde ikke nogen juridisk grundlag for at modtage nogle af pengene. Efter den onde gerning rammes Mr. Seyfert mere og mere af ulykke, på grund af dårlige handelsaftaler og økonomi står han til sidst 40000 pund sterling i gæld, præcis et år efter konens død, og risikere derfor en fængselsstraf. Han kommer senere i tanke om at han har gemt diamanter til en værdi af 50000 pund sterling i sin kone, nok til at få ham ud af hans gæld. Da han en nat vil samle diamanterne finder han ud af at de er forsvundet, og i stedet for er blevet til et par matte glasøjne, Mr. Seyfert går i panik, og pludselig snakker liget til ham og overfalder ham. Han tumler bevidstløs til gulvet og liget falder ovenpå ham. Han bliver fundet levende næste morgen, men vanvittig og han bliver derfor indlagt på en sindssygeanstalt i London, og der dør han så til sidst som fattiglem.
Man kan dele novellen op efter berettermodellen, hvor anslaget lægger ud med at Mr. Seyfert først beskrives med adjektiverne som blandt andet rig, egoistisk og hjerteløs, som giver læseren et skeptisk billede af Mr. Seyfert. Efter det kommer der en lidt mere detaljeret præsentation af novellens personer. Om Mr. Seyfert hører vi, “Han var kun nogle og tredive år hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten.” (l.4-5 s.1), mens konen Fru Seyfert bliver positivt beskrevet som en smuk brunette med temperament. Udover det hører vi også om forholdet mellem dem: “Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt” (l.7-8 s.1) og “Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, medens manden altid ved slige udbrud, iagttog den ligegyldigste tavshed.” (l.10-12 s.1), som giver læseren en fornemmelse af, at ægteskabet nærmere bygger på det ydre derefter bliver der uddybet om, hvem der i fortællingen er den onde og hvem der er den gode. Man får som læser at vide, at den onde Mr. Seyfert, egoistisk udnytter, at der i ægteskabskontrakten står, at konens familie har ret til hendes formue, så snart hun er begravet. Det gør han ved ikke at begrave hende, men ved at sætte hende i et glasskab, og derfor bliver formuen ved med at være hans. Som de gode lægger Fru Seyferts familie sag an mod Mr. Seyfert, men Seyfert vinder, da Mr. Seyfert ikke handler mod loven. Man er nu nået til Point of no return og Mr. Seyfert har ingen vej tilbage. Han rammes i alt af tre ulykker “Det gik tilbage med handelen; flere kostbare forsendinger med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes.” (l.30-32 s.2) “Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkeligt helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præget af mørk trods” (l.32-34 s.2) hvilket også giver historien eventyrtræk med eventyrtallet tre. Ulykkerne fører frem til konfliktoptrapningen, hvor Mr. Seyfert, et år efter konens død, risikerer at gå bankerot, hvis ikke han kan betale gælden tilbage til sin bogholder. Han bryder derfor ind i glasskabet, men diamanterne, som han har gemt, er forsvundet. Mr. Seyfert er fyldt med rædsel for liget og for at kunne ende i fængsel og river derfor liget ud af skabet for at tjekke det. Men jo mere han undersøger, jo mere går det op for ham, hvor forkert han har handlet gennem hele deres forhold og efter hendes død. Han giver kort sig selv skylden for hendes ulykke, men bliver da igen grådig og egoistisk og bebrejder da først konen for at have taget hans lykke – hans skatte – med sig til himmels og så at hun har ladet en tyv stjæle dem fra hende. Mr. Seyfert falder nu bevidstløst om med liget liggende ovenpå sig og bliver fundet samme sted næste morgen, hvorefter han bliver indsat på sindssygeanstalt som fattiglem.
Berettermodellen bliver brugt til at se på udviklingen af hovedpersonen. Mr. Seyfert starter som en kold og egoistisk mand, som prioriterer sin egen lykke langt højere end alle andres, som vi ser i følgende citat: “Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet” (l.1-4 s.1), hvor han beskrives som, hjerteløs, en stenmand der ønsker at være succesfuld, hvilket han også er hvis man ser på økonomi og status, men langt fra er, når det kommer til kærlighed. Derfor bliver Mr. Seyfert efter konens død langt mere selvisk og umenneskelig, da han vælger at udnytte sin kone formue til sin egen fordel ved at balsamere hende, så han kan beholde konens formue. De mange ulykker der rammer ham, forandre ham mere og mere, eftersom hans formue, (som er det eneste der overhovedet har nogen betydning for ham), forsvinder mere og mere og til sidst er helt væk, så han ender med at stå i gæld. På det tidspunkt er han igen tilbage som den såkaldte “stenmand”, hvor intet rører ham, dog kun indtil det tidspunkt, hvor han opdager at formuen er væk. Det er først her at han får menneskelige træk som f.eks. angst og skræk, og det går endelig op for ham, at han har handlet efter sin egen lykke (Altså efter nytteetikken) frem for sin kones lykke. Han bliver menneskelig og bebrejder sig selv for sin skæbne, men han vender hurtigt tilbage til at være en “stenmand”, kold og hjerteløs. Han bebrejder derfor sin kone for sin ulykke og ender til sidst med at blive vanvittig, da tabet på sin formue og rædslen for den døde fylder hans tanker og ender med at forfølge ham resten af hans liv.
Mr. Seyfert går altså fra at være succesrig og i kontrol, til at miste alt, sin kone, sin formue og sin kontrol. Han går fra at være en mand i overklassen til at blive end sindssyg og vanvittig fattiglem. Novellen bruger symbolik, som hjælper læseren med at forstå teksten efter fortællerens ønske. Ingemann gør Bl.a. brug af billedsprog og farvesymbolik. Det kan vi se i følgende citat: “Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten” (l.4-5 s.1), hvor Ingemann bruger billedsprog til at beskrive Mr. Seyfert, hvilke giver os et billede af en “stenmand” og følelsen af, at Mr. Seyfert er en genstand uden menneskelig medfølelse eller egenskaber. Farvesymbolikken spiller en meget vigtig rolle i fortællingen, da den er med til at “farve” teksten og skabe et billede af personerne. Specielt er det gardinets grønne farve der er et vigtigt element i teksten, for den beskriver nemlig forholdet og forskelligheden mellem Mr. Og Fru Seyfert. Fordi den grønne farve er nemlig en blanding af den kolde og mørke farve blå og den mere varme og lyse gule farve. Der bliver skabt en modsætning mellem Mr. Og Fru Seyfert, hvor den gule, varme, rigdom og lykkelige farve beskriver fru Seyfert, mens den kolde, dramatiske og ufølsomme blå farve symbolisere Mr. Seyfert. På samme måde symboliserer det grønne gardin ro og stilhed, som beskriver den følelse, som Mr. Seyfert har, når gardinet er trukket for den afdøde om natten, hvorved han kan sove trygt uden skyldfølelse, da gardinet skygger for hans syndere. Det hænger sammen med, at Mr. Seyfert på dagen hans kone døde får at vide, at han har mistet sin formue og derfor må trække gardinet fra for at samle sine sidste skatte i hendes lig. Da gardinet er trukket fra og han finder ud af at formuen er væk, bliver han ramt af uro, frygt og skyldfølelse. Derfor er både gardinet og dets grønne farve et symbol for Mr. Seyferts fred, et slags skjold, og så snart gardinet er trukket fra forsvinder skjoldet.
I novellen er der gjort brug af en alvidende fortæller. Det ser vi, fordi fortælleren har et stort overblik over episoderne i novellen, fra Mr. Seyfert bliver gift med sin hustru, og til han dør som fattiglem. Dertil får man et kig i flere personers tanker. Vi læser om hvordan de andre ser Mr. Seyfert i citatet som brugt tidligere “Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet” (l.1-4 s.1). Ligeså får man en indsigt i konens families emotioner: “Uagtet denne ægteskabskontraktens bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af den hele formue.” (l.18-20 s.1)
I novellen bliver der brugt en kombineret synsvinkel, altså både indre og ydre synsvinkel. Den ydre synsvinkel bruges, når begivenheder og personer bliver præsenteret: “Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes imidlertid lykken at have forladt Huset. Det gik tilbage med handelen; flere kostbare forsendinger med amerikanske skibe forliste”. (l.29-31 s.2). Man ser begivenhederne udefra. På den måde får man en god vinkel over handlingen. Den indre synsvinkel benyttes i højdepunktet, hvorpå man kommer nærmere på Mr. Seyfert, hvor han finder ud af, at diamanterne er blevet væk: “Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, hvorfor han hidtil syntes at have været aldeles fri” (l.53-55 s.2)
